If you are interested in New adidas ACE 16+ Purecontrol FG Blue and Orange,our website. København i film og drømme: Christian Monggaard om sin artikel i premierenummeret København i film og drømme: Christian Monggaard om sin artikel i premierenummeret

København i film og drømme: Christian Monggaard om sin artikel i premierenummeret

12698144_975678195820744_3560127051319765873_o

By on December 19, 2016

I premierenummeret af REJSER I DANMARK har Christian Monggard (filmredaktør på information) skrevet artiklen KØBENHAVN I FILM OG DRØMME. Til Joshua Hollingdale fortæller han:

Jeg kommer oprindeligt fra Jylland, men jeg har boet i København i mange år, og derfor tror jeg, at jeg har en indædt fascination af byen. Byen har forskellige særpræg alt efter hvilken bydel, man befinder sig i – en særlig tone eller en særlig farve. Jeg oplever København som en mangeartet, mangfoldig by. Dét er sjovt at dykke ned i.

Uden at det skal lyde for nationalistisk, tror jeg, at når vi lever i et så lille land som Danmark og i et så lille sprogområde som det danske, at vi i højere grad skal sørge for at passe på vores kultur, vores kulturarv og vores særegenhed samtidig med, at vi forbliver åbne og byder alt muligt indenfor, som vi lader forandre Danmark. Det er vigtigt at forstå, at Danmark altid har været et multikulturelt samfund, og at vores sprog eksempelvis er præget af alle mulige andre sprog, som vi har budt indenfor og lånt fra. Men i og med at mennesker i Danmark bor og har boet i et lille, afgrænset område, så har vi virkelig en form for national særegenhed. Manden bag blandt andet Olsen Banden og Huset på Christianshavn, Erik Balling, som også omtales i artiklen, brugte i virkeligheden alle sine film på at udforske den særlige danske nationalkarakter, som er så præget af tvetydighed; vi danskere er jo virkelig præget af modsatrettede karaktertræk, som tilsammen udgør vores nationalkarakter.: Vi er meget åbne samtidig med, at vi er meget snæversynede! Vi er meget generøse samtidig med, at vi er meget ydmyge! Og vi er meget imødekommende samtidig med, at vi kan være meget fremmedfjendske! Nationalkarakteren viser et kontrastfyldt menneske, og vi har på mange måder nok i os selv, selvom vi på andre måder åbner os meget i forhold til omverdenen og andre kulturer. Det er også kimen til den grimme form for nationalisme, som vi ser i disse år, hvor man forfølger andre og lukker sig om os selv, mens vi også ser meget solidariske tendenser. Og hvis man ser på dansk film og tv, er der meget af det, der udtrykker vores folkesjæl og vores kultur i det hele taget.


Hvorfor valgte du at skrive filmens historie i København?
For det første er det langt de fleste film helt siden filmhistoriens begyndelse i Danmark, som foregår i og omkring København, selvom en meget stor del af publikum jo befandt sig udenfor hovedstaden. Det er også noget, man har brokket sig over i provinsen i mange år. For det er da selvfølgelig sjovt at kunne relatere til de ting, som bliver vist på det store lærred. Alligevel er der bare noget fascinerende over storbyen, og noget af det, som er rigtig sjovt ved København på film er, hvor meget byen har forandret sig. Man kan næsten se det som dokumentarfilm, selvom der er tale om fiktion. Film giver jo en meget klar fornemmelse af, hvordan der var i København i den periode, filmen er optaget i, og dermed får man en meget klar fornemmelse af, hvordan byen har forandret sig over tid.

For det andet er det spændende, hvor mangfoldig København er. Det er ikke en elegant storby som Paris. Ikke en antik by som Rom. Og ikke en kæmpe metropol som London, der er proppet med mennesker. København har stadig noget provinsielt over sig, og det er måske også der, hvor den danske storhedsvanvid kan komme til udtryk. Vi bilder os selv ind, at København er en kæmpe metropol, samtidig med at der stadig er noget provins over byen. Men København er også fysisk en mangfoldig by: Man har de gamle brokvarterer, de helt nye byggerier omkring Ørestaden, kanalerne, enkelte højhuse, havnefronten, Christiania, Holmen. Der er dog ikke så meget baggårdsslum, som der var, da jeg flyttede til København for 30-35 år siden. København er også en by i konstant udvikling. Hvor man river det gamle ned, dukker der pludselig en metrostation eller noget andet nyt op. København beholder også meget af det gamle og holder liv i det – på Frederiksstaden, hvor man kan se det hus, H. C. Andersen boede i, i Sankt Annæ Passage, hvor Informations redaktion har boet, siden vi overtog bygningen fra nazisterne den 6. maj 1945. På den måde overtager byen hele tiden sin egen historie. Filmhistorisk er København også sjov, fordi – som Morten Piil siger i artiklen – fascinationen af byen har været der helt tilbage fra 1930’erne, hvor store dele af publikummet i provinsen aldrig havde været i København.

For det tredje er det her emne sjovt at skrive om, fordi vi har oplevet så meget internationalt fokus på København gennem danske serier som Forbrydelsen, Broen, Borgen, Rejseholdet – you name it – som alle sammen foregår i København, og produktioner som Afdeling Q-filmene, hvor man forsøger at stilisere byen på en ny måde i det her Nordic Noir, som er et begreb, der i høj grad kommer fra Danmark, hvor man også forsøger at genfinde poesien i byen og det mere kulslåede og uhyggelige og vælger ikke at vise så meget af det gamle, hyggelige København, men i stedet at fokusere på det mystiske og mørke. Endelig så ser vi jo også, at store, internationale produktioner vælger at komme til København for at lave optagelse – produktioner som The Danish Girl, og Lars von Trier der har afsløret, at han vil skyde meget af sin næste film i København. Takket være den udvikling var der ekstra grund til at skrive om det.

Christoffer Boe sætter det meget firkantet op i artiklen, men han har ret i, at vi alle gerne vil se film fra storbyen. Vi har alle et forhold til den dragende storby, som rummer muligheder, succes, fiasko, storhed og smålighed, uhygge, glæde, kærlighed, ensomhed og fællesskab – og der er ikke mange andre steder, hvor de modsætninger kan portrætteres som i film. Desuden er film et massemedium, og vi får så meget af det, vi ved om verden, og hvordan vi skal forholdes os til den, fra populærkulturen.

Få kunstarter fylder efterhånden så meget som film og tv-serier, og derfor er der god grund til at skrive om det. Og god grund til, at andre end filmnørder skal læse om det. Hvilken tone man har valgt, hvilke mennesker, hvilken bydel en film foregår i – de ting siger alle sammen noget om hinanden. Derfor forsøger artiklen også at dirke op for det, som kan virke tilfældigt eller ligegyldigt og forklare, hvorfor det har stor betydning. Intet kan nemlig være så manipulerende som billedmediet.

Om at skrive i REJSER I DANMARK: Her får jeg lov at skrive noget, der er lidt over det sædvanlige, som er længere, og hvor jeg kan folde mig mere ud end normalt. Det er jo også meget anderledes for mig at skrive denne type artikel. Selvom det endte ud i en almindelig artikel, prøvede jeg en masse forskellige ting af undervejs. Jeg havde på et tidspunkt noget med en masse forskellige tekster – prosatekster og digte – om København fra forskellige synsvinkler. Det var sjovt, fordi jeg fik en direkte opfordring til at tænke anderledes og udfordre artikelformatet. Så kan det godt være, at det endte med at blive en relativt traditionel artikel med et godt liv – men jeg kom fra start ved at tænke anderledes, og på grund af det kom der en masse dynamik og liv i den.

Magasinet er en æstetisk fornøjelse at læse i. Der er tænkt over, hvordan det ser ud, og hvordan det er at have i hånden. I min egen artikel er der er en dobbelthed, som kommer af, at man har et billede fra Skytten overfor et billede af Bellahøj, som det ser ud i dag. Gennem billederne kommer der på den måde et samspil mellem virkelighed og fiktion, som fungerer rigtig godt. Magasinets styrke ligger også i bladets mangfoldighed. REJSER I DANMARK er ikke et traditionelt rejsemagasin. Det er måske snarere en forvandlingskugle af historier om alt muligt forskelligt, som gør det op til læseren at definere, hvad man får ud af det. På den måde er der mange forskellige indgange til magasinet, og det betyder, at de fleste vil få noget ud af at læse det.

Bladet giver en udvidet forståelse af, hvad en rejse er, og i magasinet bliver det en næsten metafysisk ting. Man får måske også en udvidet forståelse af, hvad kultur og historie er, så selvom magasinet umiddelbart kan virke smalt og fokuseret, åbner det sig op i alle mulige forskellige retninger. Endelig er det, for sådan nogle som mig, der ikke er vokset op i digitaliseringen, en ære at være med til at starte noget op, som er nyt, men som også er fysisk og har en taktil fornemmelse – hvor man som læser kan have bladet i hånden, bladre i det, skabe sit eget flow, lugte til bladet og tage det med på ens egen rejse.


Leave a Reply

Your email address will not be published.